Tilbageblik

Tilbageblik

"Er livet ikke bare skønt?" Der var ikke andre til stede, så han besværede sig ikke med at overdøve tonerne af Hotel California's intro. Han havde syntes det lød som den klassiske overdramatisering han var så let forfalden til da han havde skrevet, at denne uge havde gjort årtiet værd at leve. Ja, han måtte da indrømme at fra den 1. januar 2007 til den 5. januar 2007 var der sket mange gode ting, men den her uge syntes at være en belønning fra en højere magt af en art. Han kunne tale åbent om ting han før havde holdt skjult, og gjorde det endda til et punkt hvor han vidste han var ved at nå grænsepunktet; alene det havde frydet ham uendeligt meget, men havde det blot været det havde han blot tænkt på den sidste uge som en alt for kort pause fra skolen og de tunge opgaver de fulgte med skolegangen, men sådan havde det ikke været. Det var næsten pinligt hvor meget hun var på hans tanker, hvordan de alt for korte minder hånede ham med hvad der lå indenfor en armslængde, men som han frygtede at række ud og tage. Da de havde aftalt at mødes, så havde han ikke følt sådan - det mindedes han i hvert fald ikke - og havde også, uden tøven, inviteret selskab med, men det endte med ikke at blive til noget. Som dagen for deres møde kom nærmere, så var han dog glad for den måde tingene havde endt op på, for selvom omstændighederne betød at hun var træt og han uden sine rutiner, så havde aftenen i hans øjne endt perfekt.

Han havde været overrasket over hendes opkald, de havde jo aftalt at mødes om aftenen, men klokken var knapt nok et og så ringede hun til ham. Han havde talt med hende, og hun havde mindet ham om at han havde lovet hvordan hun kunne stille sine ting hos ham i stedet for at slæbe dem rundt med sig. Klokken havde været fem minutter over to da hendes tog rullede ind på Høje Taastrup Station og han så hendes spinkle krop kæmpe med vægten af tasker, der måtte veje mere end hun gjorde. Han havde tilbudt at bære dem for hende, og havde da også fået lov til at bære en kuffert, men hun syntes bestemt på at bære noget af byrden selv og han ønskede ikke at ødelægge hendes hjemkomst. Deres samtale havde virket besværet og klodset, fra hans synspunkt, de havde jo trods alt snakket om alt det væsentlige over computer eller mobil, men alligevel følte han, at nu hvor hun fysisk var til stede burde han have noget mere at sige. Han havde lovet sig selv ikke at fabrikere flere historier uden grund, og dengang havde tanken ikke engang faldet han ind, så deres samtale bestod mest af alt af høflighedsfraser, samt noget verbalt ping-pong. Hun skulle blive en time eller to, inden hun tog på arbejde, og han var nærmest stum af overraskelse, han havde tænkt et kort møde på stationen for at være lykke; nu fik han langt mere end han kunne have håbet på. De talte om alt og intet, og selvom mange af emnerne havde været berørt mange gange før, så syntes det ingen hindring for at fortælle friske anekdoter eller historier, hvori enten en bekendt eller en selv havde været hovedpersonen. Han fortalte oveni købet om Louises gamle pyjamasfest efter hun havde fortalt om en lignende episode. Endnu en gang var han fascineret af hvordan hun kunne bringe ham så meget til ro og få ham til at sænke paraderne. Hun var et helt igennem vidunderligt menneske.

Da hun skulle gå, var det ikke ubehageligt eller uønsket, han havde vist at hun ville gå og var blot glad for at have set hende. At de skulle mødes senere hjalp måske også med, at tage det sidste af brodden fra handlingen. Hun havde fortalt at hun fik fri 20:30 og han havde lovet at hente hende, i aften skulle han passe på hende i den grad hun fortjente. De havde taget bussen, hvor hun havde mødt nogle kollegaer, han havde set passivt til og sørget for at lægge ansigtet i neutrale folder; kollegaerne havde han mødt kort inden hun havde fået fri og de regnede ham nok ikke for bedre end en ussel indbrudstyv. Han mødte deres mange blikke, et efter det andet, og så genkendelse i samtlige men ingen af dem fortrak en mine, de havde forstået hans stille bøn til dem; han sendte en taksigelse til en højere magt (han vidste ikke hvilken) for deres gode vilje på denne aften og de to fandt et sted at sidde. Hun brokkede sig over sin træthed og det pinte ham at han ikke blot kunne tage trætheden fra hende, han havde gladelig påtaget sig hendes byrder uden at kny, hun havde allerede hjulpet ham at med langt tungere byrder. Da hun begyndte at brokke sig over sin sult, noget han var ansvarlig for, idet han havde rådet hende til at spare på appetitten til aftensmåltidet, kunne han lettet se hvordan bussen var under to minutter fra deres destination og han sagde med et smil, at det hele ville blive ordnet. De havde gået blot nogle få meter fra busstoppestedet inden de kunne træde ind i restauranten, hvor de bestilte med det samme, første gang man kom der var det næsten guddommelig lov at bestille husets burger. Både før og under måltidet fortsatte de med den øvelse de havde gjort hele dagen; at snakke om alt og intet. Lige på det tidspunkt var der ikke så meget som en tanke omkring hvor perfekt det hele var, men at han kunne se tilbage på det uden at finde et eneste tidspunkt han følte at noget var gået galt syntes at indikere at han bare var for opslugt til, at have opdaget det.

Han havde naturligvis spist op og havde spist betydeligt hurtigere, så han sad og nød at blot kunne koncentrere sig om at tale med hende, mens hun spiste. Det lød underligt, selv for ham, men han nød at holde øje med hende når hun lavede formålsløse ting; spiste, klagede sin nød, lo eller kom med meningsløse pivelyde. Han kunne godt finde på at være hård imod hende i situationen, og en eller anden dag ville hun nok have fået nok af alle de stikpiller, men han sørgede for at minde hende om, så ofte han kunne komme afsted med det, at selvom han kunne finde på at drille hende, så var det kun i bedste mening og hun skulle vide at han stod bag hende 100%. Da hun gav fortabt med at spise sin burger færdig tog de deres afsked fra restauranten og slentrede imod Valby station. Han nød hendes selskab præcis så meget som da han første gang havde talt rigtigt med hende, selvom det snart var en fire måneders tid siden. Han havde lært meget om hende i den tid, hun havde lært meget om ham og han havde lært om sig selv takket være hende. Han gentog en sætning, der næsten var blevet en mantra når det omhandlede hende: ”Uanset hvad, uanset hvad der sker, så giver du ikke slip.” Det var et løfte han havde svoret sig selv at holde, for uanset om hun skubbede ham fra sig en dag, så ville han ikke miste hvad de havde sammen nu, uanset hvor naivt det lød at ville beholde hvad man havde nu, samtidig med at prøve at få mere.

De gik ned af trappen til perronen, han havde godt nok været her meget i sin barndom, og fortsatte sammen ned, der var kun 3 minutter til toget, fortalte informationstavlen dem. Uden hastværk vandrede de hen og han gik i gang med at stemple kortet de fire sidste klip på kortet det skulle, men den klippede den sidste skævt og han havde ikke flere kort; det måtte briste eller bære, blev han enig med sig selv om og de skyndte sig længere hen af perronen, han havde hørt toget passere bag dem og kunne se folk på vej ud af det. Hun havde tilsyneladende ikke opdaget toget før han sagde det, men de satte i løb for at nå toget. De nåede det og hun fandt dem et mageligt sæde, det selv samme sæde han normalt selv valgte når han kørte i toget lagde han mærke til. Det syntes næsten underligt når man tænkte på hvor mange tomme pladser de havde gået forbi inden hun havde valgt lige nøjagtigt det sæde. Idet de satte sig ned i det varme tog syntes arbejdet og det store måltid at have deres effekt på den i forvejen søvnberøvede pige, og han følte at han måtte holde hende vågen, selvom han syntes hun fortjente søvnen. Han lovede hende, som han havde gjort flere gange før, at hvis hun skulle falde i søvn, så bar han hende derhen, hun skulle ikke bekymre sig, og hun kom med sine sædvanlige protester, der proklamerede at det absolut ikke var nødvendigt. Det blev heller ikke nødvendigt, men hun demonstrerede at søvnmanglen havde kostet hende balanceevnen ved at falde ud af toget, og havde han ikke vidst bedre ville han have mistænkt hende for at være fuld alene på grund af det stunt. De gik sammen hen til hans lejlighed, den præcis samme tur de havde gået da han havde hentet hende tidligere samme dag, og da de endelig kom op kunne hun slappe af, smide sin evigt nærværende jakke og han kunne hente en af de ’dyre’ flasker han havde købt til lejligheden; Jydemjød. Mjødens specielle smag havde tilsyneladende overrasket hende, det var næsten som havde hun forventet at de skulle drikke ren honning sammen, og ikke havde ventet den surhed, der næsten altid fandtes i sådanne drikke, men hun forsikrede ham om at hun kunne lide det alligevel og han troede på hende; hun sakkede godt nok bagud når det kom til volumen, men med hendes lille fysik og generelle mangel på resistens imod alkohol var det kun forståeligt at hun ikke drak igennem. Da han skænkede hendes fjerde halve glas, havde hun udbrudt: ”Hvad laver du, knægt?”, og han havde argumenteret, at de alligevel næsten havde tømt flasken og at den smule ikke ville gøre en forskel, men i hans tankegang var det ’kun var lidt over 20%’, han glemte hvordan hun havde været chokeret over at de skulle drikke noget der var ”så stærkt!” blot lidt tidligere, eller også var han ligeglad, det var svært at mindes.

Da hun bad ham slukke lyset havde han gjort det, mørke havde aldrig generet ham og hun var tilsyneladende blevet lysfølsom. De havde siddet i mørket sammen, skulder til skulder og han havde sin arm viklet rundt om hende, så hun ikke faldt igen (hun havde tidligere demonstreret at falde sidelæns, mens hun sad og ikke kunne komme op ved egen kraft), og han havde kort tænkt på hvordan hans forældre, der sov på den anden side af en tynd gipsvæg ville reagere, hvis de havde ’fanget’ ham sidde på sin seng i mørket og omfavne hende. Han smilte bittert, hvis situationen havde været sådan som det let kunne se ud, så havde han været ligeglad med hvad folk tænkte, lige nu var han lykkelig, men ikke blind for konsekvenserne. Det havde været hende der bad ham om at tænde lyset igen, og selvom det lød som om det bare var for ikke at være ham til besvær tændte han læselampen og vendte den væk fra dem. Det gav dem nok lys til at kunne se hinanden tydeligt, men uden at skære alt for meget i øjnene. Det havde været heromkring, at hun var holdt op med at drikke helt, selv ikke sin cola ville hun røre. Hun lå i stedet med hovedet på hans skulder, med øjnene lukkede og han havde armen omkring hendes liv; han tvivlede på at hun ville have godtaget det normalt, men det havde syntes normalt lige der. Da han rejste sig fra den stilling var det stærkt modvilligt, men han havde drukket en del i løbet af aftenen (både alkohol, sodavand og kildevand) og hans blære insisterede på at han forlod den ellers perfekte plads. Hvis han bare havde rejst sig uden videre, så havde hun faldet; alt hendes vægt var lænet op ad ham, så han tog fat i hendes overarme og brugte dem til at styre og sinke hendes fald så hun lige så stille blev lagt på en sofapude. Mens han var derude ytrede han stille eder i sit indre på sprog han end ikke havde hørt om, men da han vendte tilbage opdagede han til sin overraskelse at hun sad op og hældte kildevand ned i halsen (med begge hænder på flasken observerede han og gav et skævt smil; hun var nu dejlig), tilsyneladende var hun ved at ’vågne’ igen. Han satte sig på sin tidligere plads på sofaen og skubbede sofapuden væk uden at tænke. Der gik ikke mere end tre sekunder før hun lå på sofapuden, som hun havde flyttet op på hans skød. Hun lå med siden opad og med ansigtet ud mod lokalet, så han kunne sidde og beundre hendes profil i det sparsomme lys, alt i mens hun trak vejret i fuldstændigt regelmæssige træk, der indikerede at hun snart ville falde i søvn. Han prøvede at høre hende om hun ville sove her på hans seng, eller om han skulle bære hende ind på den seng de havde redt op til hende tidligere, hun mumlede bare ’to sekunder’ og reagerede ellers ikke, da han havde siddet over hende i et kvarter og ’ventet’ (han vidste udmærket godt at hun ikke tænkte over tingene) kunne end ikke han lade som om han stadigvæk troede på at hun var ved at tage en beslutning, han gentog sit spørgsmål idet han redte noget vildfarent hår væk fra hendes ansigt, og hun gentog sit tidligere med samme trætte og halv-triste stemme (den sidste del irriterede ham grusomt, men han kendte hende godt nok til ikke at tage det personligt), han brød ud i et smil over hvor forudsigeligt det var. Han fortalte hende at der jo ikke skete noget ved at hun sagde ’to sekunder’ når hun så ikke gjorde noget ved det og han fik et ’undskyld’ i samme tone (Igen, det var svært ikke at tage tonen til sig). Havde det ikke været fordi han var bange for at vække hende helt, så havde han leet højlydt over den udveksling. Hvor meget han enten nød at sidde og betragte hende, med en hånd hvilende på hendes side som en klar indikator om hvornår hun trak vejret, så kunne han jo ikke gøre det helt til i morgen; selv ikke det spind af løgne han havde klaret at væve for sig selv gennem årevis ville have kunnet overbevise ham om, at det var en bare nogenlunde acceptabel opførsel. Han rejste sig op og annoncerede bestemt, i sin dæmpede tone, at hun ville sove der og han ville hente et tæppe til hende inde fra stuen, han hørte hende klynke en undskyldning og forsikrede hende for at det var der ingen brug for; han var ikke sikker på hvor meget af det hun sagde var til ham og hvor meget var til folk i hendes drømme, men han måtte sikre sig. Han hentede tæppet i stuen og gik ind og lagde det over hende, og hun mumlede ’tak’ som svar på handlingen.

Han tog mjøden og skulle til at tage colaen, så også den kunne komme ud og køle af på altanen, men besluttede sig for at lade den stå. Hvis hun fik det dårligt i løbet af natten var det rart at have en sådan en ved hånden.

Han krøb ned i den sovepose, som hun oprindeligt skulle have sovet i, og tænkte at det egentligt var for det bedste, hun ville have det mere behageligt derinde end hun ville i den skodsovepose. Han havde ikke regnet med at hun var gået i brædderne så hurtigt, og ville egentligt gerne have foresat, men uden nogen anden at være sammen med virkede det bare ikke rigtigt at drikke de gyldne dråber. Han bundede resterne fra sit glas, krøb ud af soveposen igen og stillede glasset ud i opvaskemaskinen; det skulle alligevel gøres. Han havde i det mindste mobilen på sig, hans bedstemor skulle komme i morgen klokken ni, og hvis pigen ikke var vågnet på det tidspunkt af sig selv, så var der ingen grund til at tvinge hende ved at lade et vækkeur ringe.
Vækkeuret viste sig at være unødvendigt. Han vågnede selv fuldt udhvilet klokken 5:27 og begyndte at klæde sig på igen og han var knapt nok færdig med det før hun kom ud af hans værelse med tæppet omkring sig som en toga. De hilste hinanden godmorgen og gik sammen ind på værelset, hvorfor hun havde forladt det til at begynde med kunne han ikke regne ud. Hun lagde sig på sofaen igen, og han satte sig på kanten, præcis den modsatte ende af hvor han havde siddet aftenen før. Idet hun lagde sig lagde han mærke til hvordan hendes ben var bare og da han så nærmere kunne han se hendes bukser smidt ind under bordet. Hun fortalte, som hun havde da de havde drukket hos Kristian, hvordan hun var vågnet desorienteret op; et fremmed lokale, med et tæppe over sig og uden bukser. Han måtte understrege at den sidste del ikke var hans skyld, og at hun selv måtte have gjort det (i søvne eller et glemt vågent øjeblik). Selv ikke på sit laveste ville han nogensinde hive bukserne af en bevidstløs person, så her følte han ingen skyld. Hun indrømmede også at de ikke ville være første gang hun havde præsteret den slags i søvne, hvilket gjorde ham roligere, hun troede i det mindste ikke at han var en eller anden pervers stodder. Det var ikke helt klart hvorfor eller hvordan, men de begyndte at snakke om Amir, en perker der påstod at have fået hendes nummer af en veninde og havde hørt hun var en ’søde pige’, hvortil hun svarede med trusler om vold og død, hun benægtede sit køn og indrømmede biseksualitet overfor ham, og fik naturligvis intet svar. Derefter bevægede samtalen sig af uforklarlige årsager tilbage til Kristian, deres fælles ’ven’, der var blevet træt af hendes opførsel og derfor havde ignoreret hende de sidste par uger, faktisk lige siden en fredagsbar havde endt op hjemme hos ham (det havde været ham, Kristian, hende og Kristian’s halvbror ’Ravasco’), hvilket havde plaget hende længe. Hvordan nogen nogensinde kunne blive træt af hende, endvidere ignorere hende, det var noget der ikke videre var let at forstå, men det var tilsyneladende muligt, selvom man når man sad foran hende knapt nok kun forestille sig hvad man skulle i det øjeblik hun ikke var der.

Hans forældre stod op og udtrykte deres overraskelse over de to unges evne til at klare sig nærmest uden søvn (de havde fået ca. 3 timers søvn imellem dem) og stadigvæk være friske. De næste 3 timer flyttede de sig ikke ud af stedet, hun lå under tæppet og skiftede kun en gang imellem stilling, imens han sad ved siden af og talte med hende, imens han beundrede den krop hun selv kun havde hån tilovers for. En del af de ting de havde talt og delt aftenen før blev ikke nævnt med et ord, det var tydeligt at det begge huskede dem og havde bidt mærke i dem, men det var ting der var blevet sagt på grund af løse tunger og det var alligevel intet af større betydning. Rent faktisk var det eneste der manglede at blive sagt, noget han vidste ville forblive det endnu; han var ikke klar til at risikere dage og nætter som de her, blot for at jagte en håbløs drøm, det bedste han kunne gøre var at være åben og fortælle hende præcis hvor meget det betød da hun trådte ind i hans liv, det var det eneste han havde modet til at sige i dag.

Da de endelig besluttede sig for at stå op var det fordi klokken nærmede sig 9 og der skulle hans farmor ankomme og blive i op til to timer, og selvom det ikke ville genere ham så vidste han godt hvor hårdt hun ville kunne tage de upassende kommentarer som farmorens mand uden tvivl ville komme med, og havde advaret hende om hvilken type han var. Da klokken slog 9:00, så var hun på det nærmeste klar til en militær inspektion, endda imens hun åbenlyst ikke anerkendte det arbejde hun pludseligt havde fået travlt med, for at se ’ordentlig’ ud. Han fik et billede fra i går, hvor de havde været ude for at trække noget frisk luft og hvordan hun havde ligget på ryggen og rystet af kulde bagefter, med armene over kors og klaprende tænder; hun havde nægtet at låne en af hans trøjer, men da hun havde ligget og stædigt frosset og insisteret på at det gik over havde han lavet et stille oprør imod hende og han havde brugt sin naturlige varme til at kompensere for hendes naturligt lave kropstemperatur, om det gik op for hende hvorfor han gjorde hvad han gjorde eller ej, det stod ikke klart, men at han havde hjulpet hende uden at det gik ud over hendes stolthed var noget hun var taknemlig for, selvom hun ikke sagde det.

Klokken ni var hans farmor der ikke og hun havde fundet sin bærbare frem, hun var (om hun ville indrømme det eller ej) afhængig af al det japanske gejl der lå på, alt hendes manga, anime og hentai. Han havde aldrig troet at han ville kende en der kunne tænde på tegneseriefigurer, og det at hun hovedsageligt så ’Yaoi’ var det ikke engang noget han ville prøve at forstå, han havde aldrig set tingene som hun gjorde, selvom de begge var enige om at ’Romeo’ og ’Julian’ skulle få det ud i det åbne, om de så skulle tvinges til det; de havde forskellige grunde og én som de delte, hun ville gerne filme det, han ville nyde at kontrollere to personers skæbne så fuldstændigt, men det de begge var enige om var at siden at Romeo and Julian i forvejen kravlede på hinanden skulle de bare få det overstået, de havde begge set alvorlige forhold med mindre fysisk og mindre intim kontakt end der bestod mellem de to fyre.

Klokken slog elleve og hans bedstemor havde stadigvæk ikke dukket op, og selv han måtte indrømme at det var en stor forsinkelse selv for hende (det gjorde det ikke bedre at hun arbejdede 100m fra lejligheden). De sad og hørte noget af hendes japanske musik, mens hun forsøgte at forklare de tegnede verdener hun fulgte i sine mange serier. Da uret slog halv tolv var der en der ringede på; det var Jens, bedstemorens nye mand, der var blevet sendt for at tage imod de pakker, som der lå og ventede på ham, han fik dem og gik hurtigt igen, alt i alt var han der vel en 2 minutters tid; han tog ikke engang jakken af.

Indtil klokken slog et, sad de ved siden af hinanden, hun læste en serie ved navn ’Death Note’ og han så med over skulderen, han havde intet andet at lave og desuden var det intet sted han hellere ville være. Hun brød ud i latter op til flere gange over en udtalelse i bogen, og agerede med en irriteret indignation når en af de fiktive personer missede pointen, og han nød virkeligt hvordan hun kunne hengive sig til den verden så komplet, men alligevel kunne vende tilbage til virkeligheden når det behøvedes.

Da klokken så nåede et, så skulle hun afsted; hun skulle hjem med sine tasker og smide dem på sit værelse i det nonnekloster hun boede i (”Jeg skal bare have en lejlighed” havde hun beklaget sig tidligere), inden hun skulle afsted på arbejde. Han hjalp hende med at pakke tingene sammen, fulgte hende til stationen og hjalp hende med at få taskerne ind i toget. De sagde farvel og omfavnede hinanden hurtigt, det var blevet en fast måde at sige farvel, han kunne ikke huske hvem af dem der havde startet det, og han sagde ’Vi ses, Hentai’ med et smil på læben, hun svarede at det ville de og han begyndte at gå op imod stationshallen igen. Hun råbte efter ham og han vendte sig om, ”Tak for i går! Og i dag!”, han smilte og svarede, uden at råbe men højt nok til at hun kunne høre det, ”I lige måde.”

Han gik fra stationen med fjerlette skridt og en glæde han knapt nok forstod dybden af, det her var virkeligt kronen på værket.